SkanskDansk
Forord > Januar-marts 1658 > Skåne forrådes


Skåne forrådes


I forrige afsnit blev stemningen i København (februar 1658) beskrevet med det formål at forklare, hvorfor de ledende beslutningstagere dér endte med at indstille sig på "fred" med "svenskerne". Der blev dog også fortalt om modstandere af at slutte fred med fjenden på de opstillede betingelser. Disse sidstes standpunkt sammenfattes således:

"Ikke dismindre fandtes der dog nogle, som raadede fra Fred, og holdte for, at Staden vel kunde giøre Modstand. [...] ... hvordan Udfaldet end kunde blive, saa kunde intet verre vederfares Riget, end at kiøbe een Deel Provincier tilbage ved de øvriges Forliis, ja det var mindre haanligt efter all muelig Modstand at lide saa stor Skade, end strax at underkaste sig saadanne haarde Vilkor.".

Det kunne ellers have været interessant at få sat navne på, hvem der havde sådanne synspunkter, der set med skånelændernes (danske) øjne måtte synes de eneste forsvarlige og hæderlige.

Den politiske ledelse i København valgte imidlertid at kapitulere til fjenden og - for at "sikre" sig selv - forråde Skånelandene, dvs. Blegind (Blekinge), Halland og Skåne, idet den tilsyneladende havde opgivet alt håb om rettidig hjælp fra de allierede nede sydfra (s. 172):

"Hvilket altsammen de Danske lett kunde troe, efterdi de Svenske havde opsnappet alle Breve, som komme fra Tydskland, saa at man i en heel Maaned ingen Post havde haft. Endeligen stødte til alle Ulykker ogsaa denne, at der var ingen Forstaaelse imellem Kongen og Adelen, ej heller mellem Adelen og de andre Stænder, saa at intet uden den overhængende Fare holdt dem nogenledes udi Roelighed.".

Herefter fortsætter teksten:

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 172:

Efter at Resolutionen var tagen til Fred, begave de Danske Commissarier Gersdorf og Skeel, tillige med Meadow, sig til Tostrup, en Landsbye liggende ikke langt fra Kiøbenhavn, for der at træde i nye Conference med Ulfeld og Bielke. Imidlertid avancerede Kong Carl med sin heele Krigs=Magt lige til Kiøge, som er fire Miil fra Kiøbenhavn, drev ogsaa paa Steenbuk, at han saa snart, som mueligen skee kunde, skulde komme med Recruter fra Sverrig. Han selv lod sig med et Antall Ryttere see for Kiøbenhavn, og posterede sig paa en Høj, for at hindre de Danskes Udfald. Ja, medens den Tostrupske Tractat varede, reed han ideligen allevegne omkring Kiøbenhavn, ligesom han vilde udsee den beste Lejlighed til at angribe Staden, saasom man havde giort ved Frideriks=Odde, og det ikke i anden Henseende, end for at holde de Danske stedse i Frygt, at de ikke skulde bortkaste Freds=Tanker. Han log ogsaa ved Beltet nøje examinere alle Reisende, at de ingen Breve kunde føre med sig til Holsten og Tydskland. Imidlertid arbeidedes af all Magt paa Freden, og gave de Svenske da adskilligt efter af det, som de havde forlanget udi Vordingborg, saasom Tiden var knap, og tillod ikke mange Disputer. Der meenes, at Ulfeld da hemmeligen søgte at favorisere Dannemark, efterdi, naar hans Collega sagde ham imod, han da foregav sig at have hemmelig Instruction af Carl Gustav. Saaledes, da de Svenske paastode, at de 12 Krigs=Skibe skulde extraderes, forevendede han, at de vare saa forraadnede, at de vare ikke værde at eje, det samme foregav han [s. 172 til 173] ogsaa om de 2000 Fod=Folk, nemlig at de vare uduelige og kunde ingen Tieneste giøre. Hvad den Øresundske Told angik, hvoraf de Svenske havde forlanged den halve Deel, da paastode de Danske, at de ingen Afgang deri kunde lide, men vilde Sverrig ogsaa paa sin Side fodre Told, vilde de ikke sætte sig derimod. Men dette holdt Carl Gustav alt for betænkeligt, eftersom han derved vilde irritere Engeland og Holland, og derfore lod den Prætension fare. Den største Knude var om Trundhiems Cession, for hvilken de Danske tilbøde anden Æqvivalent. Derfor havde Kong Carl givet hemmelig Befalning til Edvard Ehrenstein, at, dersom han fornam, at Tractaterne standsede derved, skulde han tilkiende give Commissarierne, at førend Tractaterne skulde brydes over tvers, vilde han ogsaa staae fra den Prætension. Men, til Uheld, saa havde en Svensk Herremand Claus Tott, i hvis Herberg de Danske Commissarier vare, hørdt dem uformerkt raisonnere over denne Post, og at de havde sagt, at man maatte holde Miner det længste, som mueligt var, og lade som man heller vilde bryde over tvers, end beqvemme sig til Trundhiems Cession; men, naar man endelig fornam, at det kunde ikke andet være, skulde man derudi give efter. Derom gav bemældte Tott strax Underretning til Bielke, hvilken derudover holdt ud med de Danske til det Alleryderste, saa at det kom saa vit, at alle Commissarierne reisede sig op, hvorudover de Danske, meenende, at det var ramme Alvor, cederede Trundhiem. Derpaa blev den Tostrupske Tractat sluttet, hvilken Dagen derefter blev ratificered af Kong Carl til Torslund Magele og af Kong Friderik til Kiøbenhavn. Men, som for Tidens Korthed og Stedets Ubeqvemhed den udi faa Ord var forfatted, fandt man paa begge Sider for gott at begive sig til Roskild, og der at forfatte et fuldkomment Freds=Instrument, hvilket og skeede, saa at Freden derover har faaet Navn af den Roskildske Fred.
Commissarierne begave sig da strax til Roskild, for at bringe den Tostrupske Tractat til Fuldkommenhed. Strax efter samme Tractats Slutning, cesserede Fiendtligheden, undtagen at de Svenske bleve ved at indkræve Brand=Skatten udi Siælland, og gav Carl Gustav Ordre at ile dermed, saasom man strax efter Freds=Slutningen maatte forlade Landet. Men mellem Commissarierne til Roskild forefulde adskillige Disputer, helst om de Skaanske Stæders Evacuation, eftersom ved den Tostrupske Tractat var beslutted, at den Svenske Krigs=Hær skulde forlade Siælland, førend samme Stæder bleve overleverede, hvilken Artikel Svenske Skribentere ogsaa tilskrive Ulfelds Snildhed i Faveur af Dannemark, foruden at dette var afgiort ved bemeldte Tractat foregave de Danske, at de umueligen kunde underholde de Skaanske Besætninger, førend de Svenske havde forladt Siælland, hvilket ogsaa var troeligt, efterdi Landet var gandske udmarved. Men Carl Gustav ansaae dette, som en Prætext til at vinde Tid, gav Ordre til Gustav Steenbok igien at bryde ind udi Skaane, og at postere sig ved Helsingborg. Han selv brød op fra Ringsted, og rykte med sin Krigs=Hær til Kiøge, skikkede ogsaa Margreven af Baden med Rytteriet lige til Kiøbenhavn. Samme Margreve passerede [s. 173 til 174] forbi Roskild om Natten, og kom paa en Miil nær Kiøbenhavn, ligesom han strax vilde giøre Begyndelse til Belejring. Man lod ogsaa tillige med udsprede, at Steenbuk med 6000 Svenske stod færdig at gaae ind udi Skaane. Dette foraarsagede, at de Danske maatte beqvemme sig til alting. Saa der alleene stod tilbage den Gottorpske Sag, hvilken var en haard Knude, efterdi Carl Gustav foruden det Ambt Svabsted, som ved den Tostrupske Tractat var loved Hertug Friderik, paastod ogsaa den Kongelige Lehns=Rettigheds Ophævelse i det Slesvigske, og derforuden at den vigtige Fæstning Rensborg maatte tages fra den Kongelige Deel udi Holsten, og lægges til den Førstelige; endeligen, at Communionen udi Førstendommene maatte ophæves. Men derimod satte de Danske Commissarier sig med Hænder og Fødder, foregivende i sær, at Communionen uden Ridderskabets Samtykke ikke kunde løses, saa at det derfor var en Sag, som man maatte overlægge med Hertugens Gesantere. Men, som Tiden ikke tillod at opsætte Freden saa længe, blev fundet for gott, at man inden May Maaneds Begyndelse, førend den Svenske Krigs=Hær forlod Siælland, skulde fornøje Hertugen.
Efter at dette da var afhandlet, blev endeligen den Roskildske Fred slutted og af begge Herrers Commissarier underskreven, og viskede da Joachim Gersdorff en af de Hosstaaende i Ørene disse Ord: Vellem me nescire literas. Jeg ville ønske, at jeg ikke kunde skrive, hvorudi han sandelig ikke havde Uret. Thi Dannemark mistede paa eegang Skaane, Halland, Blegind, Bornholm, det heele Trundhiems=Stift, det heele Bahuus, og Svabsted tillige med Lehns=Rettigheden udi det Slesvigske, skiønt dette sidste blev ikke ret afgiort, førend ved den Kiøbenhavnske Fred. Men ved denne Roskildske forbandt man sig til at give Hertugen saadan Satisfaction, og grundede sig saaledes de Holstenske Hertugers Adkomst til det Amt Svabsted, og Souverainetet udi det Slesvigske alleene derpaa, at Hertug Friderik i Rigets elendige Tilstand fandt for gott i steden for en troe og oprigtig Vassal at assistere Riget, heller at slaae sig til dets Fiender, for at extorqvere de haardeste Ting af en Konge, hos hvilken han stod i Troeskabs Eed, og som derforuden aldrig havde giort ham noget Ont. Dette var end ikke nok, han vilde ogsaa havde den vigtige Holstenske Fæstning Rensborg med, som han kaldte, til Satisfaction. Da det dog er klart, at han ved sin Opførsel ikke alleene intet kunde prætendere, men uden Disput havde forbrudt sit Lehn.
Uanseed denne haarde og u=fordeelagtige Fred, fandtes der dog nogle Raisonneurs, som Pufendorf kalder Prudentes eller fornuftige Folk, i Holland hvilke holdte for, at Ulfeld tillige med den Engelske Minister Meadov da reddede Riget, men de reddede det saaledes, at alle Potentater derover bleve allarmerede, endogsaa Cromvel selv, som var Caroli Gustavi Ven; thi den Hollandske Ambassadeur van Beuningen sagde paa samme Tid, at Cromvel ingen Behag vilde finde i denne Fred, helst saasom han selv var anfortroed at arbeide paa en Fred, som var billig og uden det Danske Riges Mutilation og Formindskelse. [s. 174 til 175]Den Roeskildske Fred blev slutted den 26 Febr. 1658 og bestaaer af 28 Artikle, underskrevne af den Franske Ambassadeur Terlon, Corfitz Greve af Ulfeld, Philipp Meadov og Steen Bielke: Foruden disse 28 Artikle findes tvende hemmelige underskrevne af Joachim Gersdorff og Christen Skeel, hvorudi loves at General Major Ebbe Ulfeld skall gives Satisfaction for de Prætensioner og Fodringer, som han paa een eller anden Maade kand have i Dannemark. Item, at nogle Tapisserier, som det Svenske Rige til Beskiemmelse forvares udi Dannemark, skall overstryges med anden Farve. Hvorudi Ebbe Ulfelds Prætensioner have bestaaed, er mig uvitterligt. Men Corfitz Ulfelds vare at blive restituered i alt hans Gods og Midler, som var seqvestrered udi Dannemark, hvilket er Indholden af den 24 Artikel udi den Roskildske Fred. Samme Dag, som Freden blev slutted, bleve 2000 Svenske skikkede til Skaane, geleidede af 2 Danske Commissarier for at tage de Skaanske Stæder i Possession. De samme imodtog Claus Tott udi Caroli Gustavi Navn. Axel Lillie tog mod Blegind, og Erik Steenbuk og Harald Stage mod Bahuus, og Lars Creutz annammede Trundhiem.
Saaledes endtes denne første Krig, hvilken blev begyndt med større Fyrighed af de Danske, end den blev fortsatt; saa at Carl Gustav kunde sige allevegne, hvor han kom: Veni, Vidi, Vici; thi de stærkeste Fæstninger bleve enten i en Hast bestormede, eller gave sig uden Sværdslag, og Rigets Tropper mødte ikke for at giøre Modstand, men for at lade sig see af Fienden, og derpaa vende tilbage. All Verden forundrede sig over, at en Nation, hvis Character hidindtil havde været Bravoure, saa reent paa eengang skulde glemme sig selv, ...

 


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple