SkanskDansk
Forord > Januar-marts 1658 > Til Vordingborg


Til Vordingborg


I det foregående blev der berettet om den fjendtlige hærs march over isen fra Jylland til Fyn lørdag 30. januar 1658. Det foregik i farvandet syd for Middelfart via øen Brandsø til Tybrind. De "danske" hærstyrker på fynssiden kapitulerede relativt hurtigt, og snart var hele Fyn erobret.

Odense indtoges uden sværdslag "... saasom den ingen Modstand kunde giøre mod en saa sejerrig Krigs=Hær. Den havde ej heller hverken Besætning eller nogen Fortifikation.".

Om den tyske "svenskekonges" ankomst til denne centrale fynske by hedder det, at han "... foer i Sleede ind udi samme Stad, og ved Stads=Porten blev af Øvrigheden og Geistligheden imodtagen." (s. 164).

Herefter følger et afsnit om, hvem der har ret til at bære kårde, og så fortsætter fortællingen således:

Dannemarks Riges Historie, 1856, bind 3, s. 165:

Den sidste Stad, som stod tilbage udi Fyen, var Nyborg. Den blev ogsaa strax derpaa erobred, og Kong Carl lod sig udi egen høje Person der indfinde Dagen derefter. Man regner, at de Svenske finge ved Fyens Erobring, og den Sejer, de erholdte over de Danske Tropper, 60 Canoner, og en stor Mængde Munition; hvilket satt dem i Stand at fuldføre andre større Ting, og uden Hinder at giøre en ligedan Visite paa Siælland, om hvis heele Forliis ingen tvivlede, saasom alting var opfyldt med Forskrækkelse, og Dannemarks Allierede ikke vare nær saa hurtige at komme til Undsætning som de havde været liberale paa Løfter og Forsikringer tilforn. Ved Nyborg laae 4re Danske Krigs=Skibe, paa hvilke de Svenske havde Øjene, og derfore bemøiede sig meget at blive Mestere derover; Men Peder Bredal, som commanderede samme Skibe, anvendte ligesaa stor Flid paa at befrie dem, til hvilken Ende han lod bryde Iisen deromkring, og gydede Vand allevegne uden paa Skibene, hvilket blev strax til Iis, saa at det var umueligt at bestige dem, og, omendskiønt de Svenske ved deres Stykker søgte at tvinge ham til at give sig, forsvarede han sig dog meget vel, og omsider førte Skibene ubeskadiget til Kiøbenhavn, hvor Hans Majestet beviiste ham all Æres=Tegn, og belønnede ham efter sin Fortieneste. Samme brave Mand blev et Aar derefter ihielskudt, da han vilde bestige et Svensk Skib.
Da Fyens Forliis spurtes til Kiøbenhavn, blev hver Mands Hierte der paa Stedet opfyldt med u=beskrivelig Forskrækkelse; thi, foruden saadan herlig Øe var forliist, frygtede man at Fienden skulde betiene sig af den samme Broe over det store Belt til Siælland, som han havde brugt over det lille Belte til Fyen, og udi Hast lade sig see med sin seierrige Krigs=Hær for Kiøbenhavns Porte, hvilket at forekomme, syntes det beste og eeneste Middel at handle udi Tide om Fred. Den Engelske Envojé Mr. Meadow blev derfor ombeden af Kong Friderik at sætte en Tractat paa Fode, saasnart som mueligt, hvilket han ogsaa giorde, og skrev Kongen af Sverrig til, at Hans Majestet af Dannemark havde givet Fuldmagt til de tvende Raads=Herrer Joachim Gersdorf og Christian Skeel at handle om Fred, og tillige med begiære en Stilstand. Til det første lod Kongen af Sverrig sig beqvemme, men vilde ingenlunde vide af nogen Stilstand at sige, agtende at bruge alle sine Seil, medens han havde saadan ynskelig Vind.
Efter at Fyen var erobret, raadsloge de Svenske, om det skulde være raadeligt at gaae over det store Belt til Siælland, som er 4re Tydske Miile udi Bredden. De fleeste og forstandigste tragtede at holde Kongen derfra, forestillende ham, hvor snart formedelst Havets Bevægelse Iisen kunde brækkes, den heele Krigs=Hær, hvorudi all [s. 165 til 166] Sverrigs Velfært bestod, ynkeligen omkomme, tillige med den ævige Spott og Skiendsel det Svenske Rige skulde vederfares, i fald dette skulde ikke lykkes. Men den stridbare Konge vilde ingenlunde række Øre til disse Raad; men holdt fore, at jo større Fare han udstod, jo større Ære skulde han indlægge. Udi denne Meening blev han besynderlig styrked af Corfitz Ulfeld, hvilken saae intet heller end at hans forrige Herre, Kong Friderik, kunde udi en Hast blive skilt fra sine Riger, og derfore gav Svensken de allerslemmeste Anslag mod sit Fæderneland.
Omendskiønt nu Kongen af Sverrig saae intet heller, end at han, saasnart som mueligt var, kunde komme til Siælland, vilde han dog ei gaae over Iisen lige fra Fyen derhen, hvor vel det var den korteste Vei, men besluttede at giøre et Omsvøb paa den højre Haand, og marchere over de Øer Langeland, Lolland og Falster, hvilket var sikkere enskiønt længere.
Førend Kongen af Sverrig foretog den Marche, udskikkede han smaae Partier over Iisen til Siælland, for at faae Kundskab om Iisen var saa sterk, at den heele Krigs=Hær kunde gaae sikker derover. Disse bragte de Tidender med sig, at Iisen var sterk nok for den heele Krigs=Hær med alle dens Stykker og Felt=Tøj, stillede ogsaa for Kongen nogle Siællandske Bønder, som de havde ført fangne med sig. Af dette saa vel som den Expres, der tilforn var kommen over Iisen fra den Engelske Envoje, blev Kongen af Sverrig meget bestyrket udi sit Forsætt, og gik derfore denne forunderlige Marche for sig først fra Fyen til Langeland, som ligger 3 Tydske Miile derfra; Der bleve de Svenske ikke længe, men begave sig strax paa Veien til Lolland, og der ved Corfitz Ulfelds Practiker giorde sig Mestere over den Fæstning Naskov; Staden var da kun slet befæsted, efterdi ingen kunde have troed, at Kulden skulde have taget saadan Overhaand, at heele Krigs=Hæren med Stykker og Felt=Tøy kunde gaae over Belted.
Mons. Terlon, som da var nærværende, vidner, at saasom Besætningen i Naskov var temmelig god, saa vilde Kong Carl ingen Tid spilde med at opholde sig derfor, ja at han virkeligen gik dem forbi for at haste med sin Reise til Siælland, og at overrumple Kiøbenhavn, hvilket var hans Hoved=Sigte: thi sagde han, naar jeg er bleven Mester af Siælland, ville de andre Provincier og Stæder falde af dem selv. Men hans Lykke var her ikke mindre end andenteds; thi en utidig Skræk kom over Besætningen og Borgerne udi Naskov, saa at de troede, at Kongen med sit heele Artillerie stod færdig til at angribe Fæstningen, hvorudover de lode sig overtale af Ulfeld strax at give sig. Kong Carl var allerede paa Veien til Siælland, da han fik den uformodentlige og angenemme Tidende om Naskovs Overgivelse tillige med at en Deel af hans Folk havde slaget 400 Danske Fodgiengere, som vare paa Veien til Naskov for at kaste sig ind udi samme Fæstning.
Efter Naskovs Erobring gav Kongen af Sverrig Befalning til Rigets Amiral Vrangel, at efterlade sig nogle Tropper udi Nyborg i [s. 166 til 167] Fyen, og følge ham med Resten af sine Folk. Kulden var da saa haard, at man maatte hugge Brødet, samt Øll= og Viin=Fader i stykker med Øxe, og siden smelte Iisklumperne, hvilke dog derefter ingen Smag havde. De Svenske marcherede derefter over Iisen til Falster, og efter at de der havde erobret det Kongelige Slott Nykiøbing, og der efterladt en maadelig Besætning, som udi Naskov, gik de videre over Iisen til Vordingborg udi Siælland.
Imidlertid arbeidedes der udi Kiøbenhavn af yderste Magt paa en hastig Fred. De Danske Commissarier, tillige med den Engelske Mediator, begave sig med ald muelig Hast til den Svenske Krigs=Hær, hvilken de meenede at treffe udi Langeland ... [fortsættes]


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple