SkanskDansk
Statskup 1660


Statskup 1660


Tidsforsinkelse

Dagbladet Politiken bragte på 350 års dagen for roskildeforræderiet, regnet efter den julianske kalender, stort opsatte artikler i dagens anledning.

Således over den halve forside (Politiken, 26/2-08, 1. sektion, side 1) et maleri af J.P. Lemke forestillende en dramatiseret udgave af "overgangen over isen" - gengivet i farver. Over billedet læser man: "Tabt land  Det er 350 år, siden Sverige erobrede Sydsverige fra Danmark ved et vovestykke af en landgang".

Under malerigengivelsen læses: "Den svenske hær tog turen over Lillebælts livsfarligt tynde is til Fyn, derpå Langeland, Lolland og derfra til Sjælland, hvor overraskelsen fik den danske konge til at afstå bl.a. Bornholm og Sydsverige - et nederlag så frygteligt, at det "fremmedgjorde danskerne over for deres egen historie", skriver historikeren Steffen Heiberg. Her J.P. Lemkes gengivelse af den svenske hær før den afgørende march over isen ved Langeland.".

Også hele forsiden af avisens anden sektion (Politiken, 26/2-08, 2. sektion, side 1) brugtes til at markere 350 års dagen. Øverste halvdel af siden gengav et sort-hvidt kobberstik, der på "pædagogisk" vis fremstiller den svenske marchrute fra lejren på Lillebælts jyllandsside via Fyn og Langeland over (stærkt formindskede udgaver) af Lolland (Lalandt) og Falster til Sjælland (Zelandia Isola), hvor man ser en stor feltlejr angivet ved Vordingborg.

Den forklarende tekst til dette stik lyder: "Marchen. På dette italienske kobberstik er den svenske hærs march over isen fra Jylland til Fyn og videre til Sjælland blevet anskueliggjort. Dog ser det på billedet ud, som om svenskerne gik direkte fra Fyn til Langeland og ikke som i virkeligheden over Tåsinge. Samtidig kniber det lidt med proportionerne. Lolland er blevet lille i forhold til Langeland. Det drejer sig heller ikke om nøjagtighed, men om at gøre propaganda for Sverige og de svenske bedrifter.".

Væsentlig artikel

Nederst på andensektionens forside bringes en lang artikel af den kompetente historiker Steffen Heiberg (SH). Overskriften lyder: "Den hårdeste fred i Danmarks historie". I manchetten læser man bl.a. "I dag er det 350 år, siden Roskildefreden blev underskrevet ... Her er beretningen om dengang, svenskerne marcherede over isen og bankede os mere end gule og blå.".

Brødteksten indledes således: "Den 26. februar 1658, for 350 år siden, blev Roskildefreden mellem Danmark og Sverige underskrevet. Det var den hårdeste fred i Danmarks historie. Hele det gamle Østdanmark, Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm blev afstået til Sverige. Kun Bornholm kom siden tilbage.".

1814 og 1864 var ikke en katastrofe af samme omfang som 1658, skriver SH, og han fortsætter: "Anderledes efter Roskildefreden. Nederlaget var så frygteligt, at det måtte fortrænges, det fremmedgjorde danskerne over for deres egen historie. Men fortrængningen skyldes ikke alene nederlaget. Svenskekrigene og nederlagene fulgtes af et statskup, der gjorde kongen enevældig. Som alle nye systemer havde enevælden brug for at skrive historien om. Det var ikke tilsigtet, men resultatet blev, at man på det nærmeste skrev de skånske lande ud af den danske historie. Og det til trods for, at Skåne var lige så dansk som Sjælland eller Vendsyssel.".

SH gennemgår herefter hændelsesforløbet fra de svenske sejre i trediveårskrigen og frem til 1660. Sverige kunne med sin position i Tyskland angribe Danmark sydfra op i Jylland i 1643, og "Ved freden i Brømsebro i 1645 markerede Sverige sine hensigter. Danmark måtte afstå øerne Gotland og Øsel i Østersøen samt nogle tyndt befolkede norske provinser. Værst var det, at Sverige fik Halland i 30 år som sikkerhed for freden.". En traktat mellem Holland og Danmark fra 1649 lovede Danmark hjælp, hvis landet blev angrebet. I 1656 var der optakt til krig mellem Holland/Danmark og Sverige, men den afblæstes efter svensk afbøjning.

Egenrådig krigserklæring

Men i 1657 gik det så galt: "Men da skete det, som ikke måtte ske. Danmark begyndte en angrebskrig uden allierede.". Situationen efter 1656 var denne: "I Danmark var skuffelsen over den udeblevne krig enorm. Og man blev fanget af en mærkelig logik. Landet var reelt på fallittens rand og havde påbegyndt oprustningen på kredit. Men da hollænderne sprang fra, måtte soldaterne aftakkes og betales. Man havde bare ikke pengene. Eneste vej ud af miseren var at bruge soldaterne.".

Herefter skildrer SH det første halvår af krigen, hvor især Jylland blev ramt: "Det var synd for jyderne, men militært var det ikke afgørende. Hvis Danmark skulle besejres, måtte stødet rettes mod det danske kerneland omkring Øresund. Men da den danske flåde viste sig at være stærkest, var den værste fare tilsyneladende overstået.".

Men så satte frosten ind i december 1657, og den svenske hær kom derved til Fyn: "Erobringen af Fyn ændrede dog ikke situationen væsentligt. Svenskerne måtte videre eller også vende om. Men beslutningen måtte træffes øjeblikkelig, for vejret var slået om til tø og storm.". Det gik derfor videre over Tåsinge og Langeland til Lolland: "Hæren kom i land på Lolland, siden krydsede man Guldborgsund og Storstrømmen. Hæren var på Sjælland.".

Den tyske adolfide ofrer Danmark

Et fredsmøde var oprindeligt aftalt i Rudkøbing. Nu mødte de to udsendte rigsråder svenskerne nord for Vordingborg. Svenskerne pressede hårdt: "De svenske krav for en fred var, at Danmark skulle afstå Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Møn, Saltholm, Hven og store dele af Norge, bl.a. det sydlige grænselandskab Bohus len, desuden Akershus len med Christiania (i dag Oslo) og Nordnorge med Trondhjem. Desuden stod Island på listen.".

Den tyske konge i København (af den kullede greves efterslægt) "ville redde så meget som muligt af Norge på Danmarks bekostning. Det var en bemærkelsesværdig prioritering i betragtning af, at Danmark var centrum for monarkiet, der blev regeret på grundlag af Danmarks og den danske adels politiske traditioner. Men det var netop sagens kerne. Danmark var et valgrige, hvor det adelige rigsråd valgte kongen, mens Norge efter kongens opfattelse var hans arv. Det blev afgørende. Resultatet blev en foreløbig fredsaftale indgået i Høje Taastrup præstegaard 18. [skift fra side 1 til side 4] februar. Som en ekstra ydmygelse af Danmark havde Karl Gustav gjort den landflygtige Korfitz Ulfeldt til svensk hovedforhandler. Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Bohus len og Trondhjem med Nordnorge måtte Danmark afstå. Det var ikke lykkedes at undgå afståelsen af norsk land, men Danmark var aldeles lemlæstet med tabet af hele Østdanmark. Gid jeg ikke kunne skrive, udtalte den danske hovedforhandler, rigshofmester Joachim Gersdorff, da han skulle underskrive den endelige fred i Roskilde 26. februar. For ham var det dobbelt slemt. Han var skåning, og hans hjem, den smukke herregård Tunbyholm i Sydøstskåne, var pludselig udland.".

De forrådte skånelændere

SH gennemgår herefter i korte drag den genoptagne krig fra august 1658 og de dramatiske begivenheder efterfølgende frem til Slaget ved Nyborg - og konkluderer: "Danmarks eksistens var reddet, men Skåne kom ikke tilbage, da stormagterne fandt, at Øresundsgrænsen passede bedst med deres interesser. Tab af dansk identitet  I Roskildefreden var Skåne garanteret, at man måtte beholde sin danske lov, kirke osv. til evig tid. Det var kun kongen, Skåne skulle have fælles med Sverige. I første omgang skete der ikke de store forandringer, selv om svenskerne fra første færd arbejdede på at løsne forbindelsen mellem Danmark og Skåne. Det svenske problem var, at de med Skåne havde fået en solid del af den danske elite, folk med høje embeder i dansk statsadministration. Adelen blev tvunget til at aflægge ed til den svenske konge, men blev ikke svensk af den grund. Alligevel gik Skånes danske identitet tabt i løbet af tre kvart århundrede. Identitetstabet hang sammen med, at Danmark militært ikke formåede at ændre situationen. Man forsøgte ganske vist en militær generobring i 1670'erne, men da Skåne efter freden i Lund i 1679 igen med stormagternes hjælp blev udleveret til Sverige, var der mange, som gav op. Til gengæld kunne Sverige nu uden indblanding udefra bryde bestemmelserne om Skånes danske lov og kirke. Systematisk arbejdede man på at underminere Skånes danske identitet, dels ved at terrorisere befolkningen, dels med en gennemtænkt sprogpolitik. Dansk kirkesprog blev forbudt, danske præster blev udskiftet med svenske, danske abc'er blev forbudt i undervisningen.".

Skånelandene ud af danmarkshistorien

Herefter gør SH sig nogle yderst interessante tanker om, hvorfor det gik Skånelandene som det gjorde. Han knytter til ved de mange svenskstyrede undertrykkelsestiltag og fortsætter:

"Den slags er imidlertid forsøgt mange andre steder i verden, oftest uden succes. Hvad var det så, der gik galt i Skåne. Formentlig var det hverken terror eller sprogpolitik, der gav svenskerne succes. Skånes danske identitet blev i en vis forstand tabt på denne side af Øresund. 18. oktober 1660 gennemførte Frederik III ved et statskup enevælden. Det betød, at den danske adel, herunder den skånske, mistede sin politiske magt. Grundlaget for adelens identitet var forestillingen om, at den, så længe Danmark havde eksisteret, havde regeret landet sammen med kongen. Men nu måtte den skånske adel som deres jyske og sjællandske standsfæller finde sig i at blive trængt ud af statsstyrelsen af nye folk, hvoraf mange var udlændinge. Det skabte frustration. (...) Samtidig havde enevælden travlt med at understrege, at den repræsenterede et fuldstændigt brud med fortiden og et system, der ikke duede. Statskuppet blev forsvaret med, at adelen havde kørt landet i sænk, man ville ikke længere vide af dens traditioner og bevidsthed. Alt, hvad den skånske adel forbandt med det at være dansk, blev kasseret. Det nye Danmark var ikke deres stat. Til gengæld var den nye elite i regeringskontorerne i København uden den gamles tilknytning til Skåne. Trafikken mellem Sjælland og Skåne gik i stå og var på det nærmeste indstillet i 200 år.".

I disse få sætninger ligger hovednøglen til forståelsen af den skånske og dermed danske tragedie, og SH fortsætter:

"I 1800-tallet blev tabet af Skåne fedtet ind i skandinavisme. Da Carit Etlar skrev 'Gøngehøvdingen', flyttede han behændigt scenen fra Nordskåne til egnen omkring Præstø. Terror, sprogpolitik, geografisk afspærring og en ny dansk elite uden tilknytning til Skåne bidrog til, at en landsdel, der i middelalderen var danmarkshistoriens hovedscene, gled ud af dansk bevidsthed, selv om monumenter fra den danske tid er overalt.".

Blandt disse nævner SH Lund Domkirke, landstinget i Lund og de mange danske herregårdsbygninger, "blandt dem Knudstrup, hvor Tycho Brahe blev født. Han ville nok blive forundret over, at der på det moderne vejskilt står Knutstorp. Tycho Brahe er Skånes største navn i dansk åndshistorie, men der er mange andre, bl.a. historieskriveren Arild Huitfeldt, som skrev den største og vigtigste danmarkshistorie før 1800, og digteren Lyskander ... (...). Også på andre områder markerede skåningerne sig. Der var Ove Gjedde, som ledede den første danske ekspedition, mens en anden berømt søfarer, Jens Munk, var fra Halland. Kastellet i København er anlagt af Aksel Urup, også han var skånsk adelsmand.".


Statskuppet i Danmark 24. april 2008

Læs videre her og her.

Fra Hiroshima til Fukushima, her.

Om navngivningen af en færge mellem Bornholm og Skåne, her.

EUizmens diktatur, her.

Statskupmagere, her, her.

Skamløse megakriminelle, her.

Malmø: En by i opløsning:
diagnose 2012, her,
diagnose 2010, her.

Om de europafremmede Eu-importerede "nyeuropæere", her.

Skånsk sprog, her.

Skåneflag og fodbold, her.

Powered by CMSimple